Blog

Jeg har fået ro. Jeg er i nuet. Jeg er ikke bange. Jeg kan håndtere at være syg! (stofskifte sygdom) “Det er sådan det er i dag - Hvad kan jeg få ud af denne dag?” Træffer beslutninger. Lader ikke min dag ødelægge eller styre af at jeg er syg. Jeg får stadig noget godt ud af dagen. Jeg får en masse ting fra hånden. Jeg får mere ud af min dag. Er mere motiveret og i flow. Jeg er glad - haft en god dag. Ved ikke hvad der sker om 10 minutter eller om en time. Kender ikke dagen, før den er omme. Jeg grubler og bekymrer mig ikke længere. Hvis jeg gør → så stopper jeg! Tiger! Jeg kan skubbe tanker til grubletid. Bestemme at “Det gider jeg ikke tænke på nu! - Det venter jeg med til senere” Jeg bestemmer hvilke tanker, der skal have opmærksomhed. Jeg ved, at det ikke gavner mig at bekymre mig og gruble. Husker på mantraet: Alt er meningen. Jeg har givet slip på sorg og vrede. Ved, hvad der er min prioritet. Jeg kan have flere bolde i luften. Jeg tager det, som det kommer. Jeg er ikke længere begrænset. Jeg gør, hvad jeg vil. Når jeg har en fornemmelse af at kunne mestre noget nyt, prøver jeg det af. Uden frygt, men med tro på mig selv. Jeg tager det roligt og tænker, at “Det kan jeg godt finde ud af”. Jeg mærker efter. Jeg har fået en anden frihed og livskvalitet. Jeg har fundet ud af hvilket job og uddannelse, der vil passe til mig. Det vil passe godt til mig at være blomsterdekoratør. Mit mantra til mig selv: Jeg er okay. Jeg føler mig ikke mærkelig, forkert eller anderledes. Jeg føler samhørighed med andre mennesker. Jeg spejler mig i andre mennesker. Jeg føler mig som et kompetent menneske, der har noget at byde på. Jeg har lyst til at lære mennesker at kende og lade dem kende mig. Jeg respekterer og værner om mig selv, og ved at min stemme er værd at blive lyttet til. Jeg er ikke ligegyldig. Jeg er noget værd. Anonym kvinde 42 år

I februar gik jeg til lægen 1 gang, da jeg ville trappe ud af medicin. Jeg fortalte min nye læge, at jeg havde været på Sertralin (SSRI-præparat mod angst og depression) i 2 år, og jeg egentlig kun skulle tage det 1 år. Der var nogle bivirkninger, som jeg gerne ville slippe af med, da det hæmmede mig i at leve et godt liv. Min læge forstod mig, så hun spurgte til dosis, der var på 100 mg. Hun lavede en plan, hvor jeg trappede ned med 25 mg, hver 3 uge. Fra 100 mg til 50 mg gik det godt og hurtigt. Da jeg nåede på 25 mg. fik jeg det dårligt. Mine tanker blev destruktive igen, og jeg isolerede mig igen. Jeg blev hurtigt følelsesmæssigt påvirket - særligt vred og ked af det. Jeg kunne ikke holde mig selv ud, og det kunne min kæreste heller ikke. Så jeg gik til lægen igen, og sagde: ”jeg har det dårligt og føler ikke, at jeg kan være i min egen krop”. Derfor kom jeg på 50 mg igen. Det tog jeg indtil slut juli. I min sommerferie fik jeg anbefalet en bog om metakognitiv terapi ”Grib livet, slip angsten”. Jeg kan huske, at jeg kørte ned til Tirsbæk Strand i Vejle og hørte denne lydbog. Jeg havde bare tænkt at sidde der 1 time, men jeg endte med at sidde der i 4 timer. Jeg var nødt til at høre videre, da der blev sagt, at den mest effektive behandling for generaliseret angst er metakognitiv terapi. Jeg tænkte, hvis det passer, så skal jeg prøve det. Jeg snakkede med min kæreste om, hvor spændende jeg synes, det var. Om aftenen gik jeg på nettet og undersøgte det rigtig meget. Jeg undersøgte, hvilken uddannelse der er den rigtige indenfor metakognitiv terapi, således jeg ville få den rigtige hjælp. Jeg faldt over Adrian Wells, som er ham, der har opfundet metakognitiv terapi. Derefter ville jeg finde en psykoterapeut i Vejle, der har den uddannelse, og så støder jeg på Semay. Jeg udfyldte kontaktformularen på hjemmesiden, og så ventede jeg på, at Henriette ville kontakte mig for at få at vide, om hun kunne hjælpe mig. Henriette ringede, og vi snakkede lidt om min udfordring. Jeg kan huske, at da vi talte sammen, så sagde Henriette, at hun ikke behøvede at vide noget om min fortid for at hjælpe. Jeg har jo ikke lavet andet end at fortælle om min fortid til psykologer og terapeuter, så hvis jeg kunne undgå det, så ville det være endnu bedre, for jeg følte bare, at jeg blev ved med at rippe op i det. Jeg fortalte min kæreste, at jeg har fået 2 tider inden sommerferien. 1. gang jeg kom hos Henriette, er jeg meget ked af det. Jeg tror det måske var fordi, jeg bliver sådan lidt overvældet over/bange for, at jeg ikke kan udføre det, jeg har sat mig for. Det bliver nok bare endnu engang, hvor jeg bruger penge på terapi, der ikke virker, og jeg kommer til at fejle. Jeg vil så gerne af med min angst, for den dræner mig. Nu hvor jeg fortæller det igen, så begynder jeg også at græde. Jeg fik 1. gang introduceret sushibåndet, og jeg tænkte hvordan f… skal jeg gøre det. Det lyder simpelt, men jeg synes, det var svært og underligt. Men jeg kørte bare bekymringerne på sushibånd på repeat tusindvis af gange i 2 uger. Efter 2 uger hvor jeg er i sommerhus med min kæreste, går det op for mig, at det virker. Det virker på mine bekymringer og den konstante uro, jeg har haft i min krop, siden jeg var barn. Så jeg fortsætter bare, da det har en effekt. Jeg brugte også bekymringstid. Jeg fandt ud af, at det at bekymre mig er overflødigt, og at jeg kunne finde på noget andet at lave, der er mere givende. Jeg fokuserede på mine opgaver hele sommerferien og havde en tid igen i august. De næste samtaler arbejdede vi bare derud af, og jeg mærkede glæde. Før 3. samtale mærkede jeg ingen angstsymptomer overhovedet. Efter 3. gang går jeg til lægen for at se, om jeg er klar til at trappe helt ud af medicin. Min læge synes, at min Sertralin skal erstattes af noget andet. Hun vil give mig noget medicin, der ingen bivirkninger har. Det starter jeg på med det samme. Jeg tager mine Sertralin piller fra skabet og smider dem i skraldespanden. Jeg har 14 dage, hvor jeg har abstinenser, selvom jeg tager den anden medicin. De 14 dage blev jeg nærmest lidt i tvivl om alt: ”er det det rigtige?”, ”gør jeg det rigtigt?” - jeg overtænkte en del, men jeg var klar over, at jeg gjorde det. Jeg havde også samtaler med min læge. Jeg var så sur og vred på alt og alle – jeg var bare træt af det hele, men jeg fortsatte med kun at tage 20 mg af den nye medicin. Jeg stoppede med den nye medicin, og jeg har en samtale hos Henriette igen. Vi går igennem metakognitive spørgsmål, og jeg ligger på nul i alt, før lå jeg meget højt, da mine bekymringer fyldte meget. Jeg blev meget overvældet og glad, og det gik op for mig, at jeg ikke havde en angstlidelse mere. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det mere, men det er først, da vi snakkede om det, at det rigtigt gik op for mig. Da jeg stoppede med pillerne, var det meget stort for mig. Min læge synes, det var godt, at jeg fik metakognitiv terapi ved siden af, da det var en vigtig del af udtrapningen. Jeg kan huske, at jeg kom hjem og min kæreste stod i køkkenet. Jeg tog pillerne fra skabet og smed dem ud. Så begyndte jeg at græde, for jeg var så pavestolt af mig selv. Jeg havde en følelse af, en underlig følelse da angst før var mit ”safeplace”, men jeg havde den ikke mere. Så på den ene side: ”ja, jeg har det godt” til på den anden side ”F… hvad gør jeg nu?” Min angst havde været en stor beskyttelsesfaktor og overlevelsesstrategi. Jeg har bare været klar til at gøre noget andet og slippe den og gribe livet. Resten af dagen græder jeg lidt og holder op, griner lidt og græder lidt. Ikke noget dårligt, men jeg har bare aldrig prøvet at være stolt af mig selv før. Min kæreste blev også berørt, han har jo været en del af det og været i processen, når jeg har været helt nede. Jeg tænkte rigtig meget på, at jeg ikke identificerede mig selv som en med en angstlidelse. Jeg bruger fortsat sushibåndet, der er blevet en automatisk måde at håndtere mine bekymringer på og det gør, at jeg ikke har angst. Jeg bekymrer mig ikke mere, end hvad normalt er. Jeg rummer mig selv og accepterer alle de følelser, jeg har. Jeg bestemmer bare selv, hvad jeg vil tænke mere på og give energi. Det vil jeg fortsætte med resten af mit liv. Jeg kan sagtens mærke angst i dag, men bliver ikke påvirket af det. Jeg har haft angst, siden jeg var helt lille, og jeg er 27 år i dag. Jeg har i mange år troet, at jeg skulle have angst resten af mit liv pga. den barndom, jeg har haft. Jeg troede, det var mit livsvilkår. Jeg har fået stor hjælp fra min kæreste, som har troet på mig, og han griber mig, hvis jeg falder. Jeg troede også, at jeg skulle tage medicin resten af mit liv. Jeg er den samme, som jeg hele tiden har været. Jeg har bare fået nogle redskaber der gør, at jeg ikke længere har angst. Jeg føler alle de samme ting og mine problematikker i mit liv er de samme, men jeg tænker bare anderledes om det, for jeg bestemmer selv, hvad jeg vil bruge min energi på. Jeg tænker på, at jeg er mønsterbryder, og det er jeg meget stolt af. Da jeg skrev beskeden til Henriette, skrev jeg, at jeg havde en generaliseret angstlidelse, og jeg ville gerne have mit liv tilbage. Jeg har fået mit liv tilbage. Jeg tror, at jeg for første gang rigtigt lever. Jeg lever mit eget liv og ikke andres, og det er mega stort. Jeg bliver også ked af det, efter jeg har været det igennem. Løsningen var ikke så svær, som jeg havde frygtet den var, og med det jeg har lært, kan jeg reducere min angst til nul. Mit selvværd er også blevet større, for jeg er ikke selvkritisk længere og hvis jeg er, bruger jeg ikke tid på det. Jeg har altid tænkt over, hvis jeg har set noget i fjernsynet, hvor andre er blevet helbredt af en psykisk lidelse: ”ja, ja det kan man ikke”. Nu sidder jeg her selv, og det er vildt at være en, der fortæller, at det kan lade sig gøre. Når vi snakker om det her, så bliver jeg ked af, at jeg ikke kunne hjælpe mig selv, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg forstår godt, at jeg har haft det sådan, som jeg har haft det hele mit liv, da det giver god mening for mig. Jeg tænker tilbage på det med kærlighed. Jeg har haft det dårligt, men tager mig af mig selv nu. Henriette og jeg har snakket en del om følelser, da Henriette også arbejder med Compassionfokuseret terapi. Jeg har generelt haft svært ved at rumme og håndtere alle følelser, og i dag ved jeg, at jeg før havde svært ved at føle alle følelser. Nu giver jeg mig selv lov til at føle det, jeg føler, også selvom det er dårlige. Dvs. jeg har lært, at de ikke er dårlige, alle følelser er jo vigtige. Den gode følelse kan jeg godt lide, når den er der, så surfer jeg lidt på den. Den giver jeg lidt mere tid og kærlighed. De svære følelser giver jeg også lov til at rumme. Når jeg ser film, hvilket jeg ikke gjorde før, og nu ser jeg mange. Jeg ser dokumenter om frygtelige ting men rummer det. Hvis jeg græder til en film, så er det helt ok, og jeg tænker ikke over det, og hvis jeg gør, så ligger jeg tankerne væk, når jeg ikke gider mere. Det er en dejlig frihed. Jeg giver også mig selv lov til at blive vred. Før undertrykkede jeg vreden, men nu får den lov at være der, og så behøver jeg ikke tænke eller analyser, og så er jeg videre. Jeg går ikke længere og samler følelser op. Før skulle andre helst se, at jeg havde det skidt. Nu har jeg det, som jeg har det. Jeg er også begyndt at grine og få grineflip, så jeg får helt ondt i maven. Min kæreste har givet mig en forgyldt rose som symbol på, hvor jeg er i dag. Et godt råd til andre: Det er aldrig for sent at slippe sin angst. Selvom man kommer fra livsvilkår der gør, at angsten har været der i mange år, er det faktisk noget, man kan gøre noget ved. Du skal bare lige opdage det. Jeg har også lyst til at sige, at man ikke skal opgive håbet, heller ikke selvom det ser sort ud. Kærlig hilsen Isabella

Godt råd: der var en, som sagde til mig – husk håbet! Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke bliver godt igen. At gå ned med stress, blive angst og depressiv er modbydeligt, men når man gør noget ved det, får man et godt liv bagefter. Så det er noget af det bedste, der er sket. Kriser er en naturlig del af livet. Når man kommer om på den anden side, er man stærkere. Der kommer faktisk noget rigtig godt ud af det. Der er altså ikke noget galt med dig, fordi du bliver stresset eller depressiv. Der er ikke noget galt med de tanker og følelser, du har. Du skal bare have hjælp til at lære at kontrollere dine bekymringer og grublerier. Alle kan få stress. For mig føltes det skamfuldt at tabe sin facade. Jeg troede, jeg havde styr på det, og så falder det hele fra hinanden. Der er ikke noget galt med dig, og det er ikke din skyld. Du er, som du skal være, og det er jeg også. Skam- og skyldfølelsen er fuldstændig ubegrundet. Førhen havde jeg mange bolde i luften. Jeg følte utilstrækkelighed overfor min mand, mit arbejde, mine sociale relationer og det gjorde mig stresset. Jeg vendte alt indad. Jeg prøvede at analysere mig ud af problemer. Jeg havde tanker om, at der er noget galt med mig, og det gjorde mig meget trist og bange. Jeg var meget angststyret. Jeg tænkte, hvad nu hvis, med alle mulige scenarier, i stedet for at forholde mig til virkeligheden. Jeg kunne ikke genkende mig selv. Jeg følte mig fjern og i en osteklokke. Jeg sagde undskyld hele tiden til alle. Jeg skulle jo gøre ting anderledes, for det var jo mig, der gjorde noget galt. Det var meget smertefuldt. Jeg tænkte, hvis det skal være sådan her, så vil jeg ikke – jeg skal væk fra det her. Jeg havde mange fysiske symptomer, som fyldte rigtig meget og det forstærkede det hele. Jeg havde brystsmerter, svimmelhed, hovedpine og søvnbesvær, som var med til at forstærke bekymringerne og grublerierne. Jeg havde følelsen af at være hudløs. Jeg følte, at folk kunne se lige igennem mig. Jeg ville løse alle andres problemer. Jeg tror ikke, jeg var særlig rar at være sammen med, da jeg var så presset. Da jeg sygemeldte mig, var jeg så trist. Jeg kunne næsten ikke sige noget til lægen, da jeg græd så meget. Min læge testede mig for depression, angst og stress, hvilket selvfølgelig viste sig at være tilfældet. Jeg vågnede af dvale, sådan føltes det. Jeg begyndte at kunne mærke min krop på en rar måde igen. Jeg begyndte at nyde at være tilstede, mærke vinden og solen, mærke nuancer. Jeg begyndte at ligge mærke til min datter, hvor god hun er til at spise og snakke. Det giver livskvalitet, når jeg er tilstede i nuet. Mit arbejde kan stadig udfordre mig. Hvis jeg har virkelig travle dage, og der har været stort arbejdspres, så kan jeg mærke uro i kroppen. Men nu ved jeg, det er muskelspændinger, og jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg kan berolige mig selv og ved, hvorfor de er der. Jeg har jo haft en travl dag, og så spænder jeg i kroppen, hvilket er helt naturligt. Jeg holder gode pauser, og giver mig selv en god krammer. Jeg tænker over mit gode liv, og alt det jeg kan være taknemmelig over. ”EJ hvor har jeg det godt” – siger jeg til mig selv. Sådan har jeg det bare. Det kommer helt naturligt. Jeg accepter, at jeg ikke er perfekt. Før havde jeg meget forventninger, og mit liv skulle være perfekt, så kan man jo ikke andet end at fejle. Når jeg elsker min mand, så gør jeg det ikke, fordi han er perfekt, og det er jeg heller ikke – og det ok. Jeg vurderer ikke mig selv længere. Det at være på arbejde og nyde det, er dejligt i stedet for at bruge tid på tanker, om jeg sagde noget forkert. Jeg er ikke selvkritisk længere. Jeg kan godt få symptomer, der lige gør, at jeg bliver bange for at få stress og depression igen. Det vil sige, at jeg registrer, de er der, og det er ok. Jeg accepter, og så slipper jeg dem og er tilstede i nuet. Det skal jeg stadig arbejde med, da jeg har et meget presset job. Jeg skal huske mig selv og være tro mod mig selv. Mine tanker og følelser og værdier er ligeså vigtige som andres. Jeg skal leve mit liv efter mig og ikke efter, hvad jeg tror andre synes, jeg skal. Mine følelser er noget af det rareste, da jeg kan forholde mig mere rationelt til dem. Før kunne jeg ikke få hold i det. Jeg har lært, at hvis man tænker de samme tanker, så får jeg konstrueret en anden virkelighed. Nu ved jeg, om det er frygt, bekymringer eller hvad det er, der styrer. Det lyder negativt at sige rationelt om følelser, men jeg synes, det er rart, at jeg forholder mig til, om mine tanker er virkelighed eller unødige bekymringer. Det er nemmere efter terapi at få brudt de tankemønstrer, og det har været skelsættende for mig. Tanken at der er noget galt med mig, er skubbet ud til højre. Selvkritikken bliver rettet mere ud ad. Jeg ved godt, jeg har fejl, men der er også forhold, som jeg ikke kan kontrollere fx på arbejde. Det er ikke altid det bedste resultat, og det er ok. Jeg kan ikke styre rammerne i mit arbejde, eller hvor meget bemanding der er. Det er, de forhold der er, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg vender det ikke indad, men jeg kan blive frustreret over det. Førhen ville jeg dreje den indad, og tænke at jeg er ikke god nok, og der er noget galt med mig. I dag kan jeg sige til min chef, det er for meget at bede om – jeg har ikke den erfaring og eller de kompetencer. Jeg siger også fra overfor opgaver, jeg ikke har overskud til. Hvis jeg har skruet op for mine ambitioner, spørger jeg mig selv – giver det mig livskvalitet, eller er det andre, der forventer det af mig? Så evaluerer jeg og siger skidt pyt og griner af situationen. Hvis jeg laver en fejl, så tilgiver jeg mig selv for, at det ikke blev perfekt. Ved at tilgive mig selv, giver jeg mig selv en krammer. Jeg har gode intentioner og er et godt menneske. En del af livet er at fejle. Før var det meget slemt. Jeg skulle lede længe efter en positiv følelse. Ud ad til så det ikke sådan ud. Jeg holdt paraderne oppe, således ingen så, hvor skidt jeg havde det. Ellers skulle jeg konfronteres med mit sande ansigt, og det var ikke rart. I mit privatliv er jeg mere let og humoristisk. Jeg er blevet en mere sjov og skør mor. Jeg bruger en masse selvironi. Glæde og pjat er kommet tilbage. Det er bare meget sjovere nu, og det kan jeg godt, selvom mit arbejde til tider er træls. Jeg glæder mig over, at det går godt hjemme, og jeg glædes over mine kollegaer. Jeg er mere tydelig og nærværende. Mine samtaler flyder nemmere, og jeg griner mere med mine kollegaer. Det kan man jo ikke, hvis man tænker ”det kan jeg ikke finde ud af”, ”jeg er ikke god nok” osv. Det er meget sjovere at grine og drikke kaffe. Jeg siger højt ”ups det skulle jeg have gjort anderledes, men pyt”. Mine kollegaer siger det samme, ”ja skidt pyt” og det er så dejligt. Jeg kan godt have flere følelser. En på arbejde og en anden derhjemme og det er ok. Jeg kan nemmere give slip på følelserne. Før blev jeg forpint af det, og de kørte i ring, og de voksede. Nu regulerer jeg dem ved at lade dem være. Jeg er stærkere end nogensinde før. Det er nemmere at stå ved mig selv. Tage beslutninger som andre ikke har forståelse for. Jeg tager beslutninger, der er vigtige for mig. Vi er forskellige.  Jeg hviler i mig selv. Kærlig hilsen Line, 35 år

Jeg har været sygemeldt af 2 omgange. Min sidste sygemelding var lige før, jeg startede i dette forløb. Dvs. jeg var lige blevet sygemeldt, og derefter startede jeg hos Henriette. Jeg var ved min læge, som testede mig for stress og depression, og det viste, at jeg var meget stresset og havde en lettere depression. Det har nok stået på i lang tid - måske 5 år, og lige pludselig blev det for meget. Der var så mange ting og se til med både arbejde og børn osv., og lige så langsomt blev det værre og værre. Det var ikke rart at være i. De fleste dage var jeg ked af det. Jeg græd meget, og der skulle ikke særlig meget til, før jeg blev ked af det. Jeg tænkte en masse tanker om, hvad jeg skulle gøre. Jeg fandt ingen svar, selvom jeg prøvede at analysere mig frem til et resultat. Det kørte bare i ring. Jeg havde ingen overskud, og jeg var meget træt. Jeg følte aldrig, at jeg var i nuet, da jeg hele tiden var i mine tanker, om alt det jeg skulle nå osv. Jeg var rigtig ked af, at jeg ikke kunne være tilstede, da jeg hele tiden blev opslugt af mine tanker. Jeg tog konstant sorgerne på forskud. Hvis jeg så noget eller hørte noget, tænkte jeg med det samme ”hvordan skal det nu gå?” ”Hvordan gør vi nu, og hvordan skal jeg agere i det?” Sådan var det både på arbejde og hjemme. Det tog gerne 2 timer at falde i søvn, og jeg var bange for at skulle sove. Alt det her gav dårlig samvittighed over for alle. Mine tanker har altid fyldt meget, men der er løbende kommet flere bekymringer, og langsomt blev det værre. Jeg har altid haft bekymringstanker ”hvad nu hvis?” – ”er jeg god nok?” – ”gør jeg det godt nok?” Dem har jeg stadig, de kommer engang imellem, men nu fylder de ikke. Tanker er noget, der er der, men de overtager ikke. De overtager ikke længere mit liv, da jeg har fundet ro. Jeg lader bare tankerne være der, og så fylder de ikke så meget. Hvis min søvn nogle gange er dårlig, lader jeg mig ikke gå på af det. Jeg har fundet ro i det. I dag er jeg faktisk lidt ligeglad med, hvordan jeg sover. Det kan da godt være, at jeg sover dårligt, men jeg overlever, og så sover jeg bedre næste nat. Jeg falder bedre i søvn og sover gerne 7 timer, og hvis jeg vågner, så falder jeg i søvn igen. Min søvn er meget bedre. Det tror jeg er kommet pga., at jeg ikke lader tankerne fylde. Jeg er mere rolig omkring min søvn, og tænker det skal nok gå, og det gør det også. Dårlig samvittighed dukker op. Den slipper jeg ikke for. Sådan er det for mig, da jeg har mand, 3 børn og hund og mange ting, der skal gøres, og derfor vil den nogle gange være der. Jeg kan bedre tolerere den nu. Jeg er bedre til at sige PYT og acceptere, at jeg ikke kan være der 100% hele tiden alle steder. Den arbejder jeg stadig med. Før var den konstant og fyldte meget, nu er den mindre. Jeg er ikke ked af det mere. Jo, der kan selvfølgelig godt være situationer, hvor jeg bliver ked af det, men det er ikke i længere perioder. Det er ok at have en off-dag. Vi har både gode og dårlige dage. Men mine off-dage fylder ikke så meget mere og kommer ikke så tit. Jeg er mere glad, rolig, afslappet og kan være i andres og mine egne følelser. Når der kommer tanker, som er negative, så stopper jeg mig selv, og jeg flytter dem. Jeg tænker ”det er ikke lige nu, jeg skal tænke på det”. Eller jeg spørger ”er denne tanke hjælpsom for mig?” På den måde så stopper jeg tankemylderet. Svaret er jo altid Nej, og så er det stoppet. I dag gør jeg bare tingene. Jeg tænker ikke over det først. Før tænkte jeg hele tiden over ”hvad skal jeg sige?”, ”hvad hvis der er stilhed” og så kom jeg aldrig til at gøre det, jeg gerne ville. Specielt i mit arbejde springer jeg bare ud i det og tør det. Det giver mig noget selvtilfredshed, at jeg tør være i det. Det giver mig styrke og en fornyet styrke til at gøre det igen. Det bliver mere normalt, og det hele er lettere. Jeg er koordinerende sygeplejerske, og i dag tager jeg mere styring. Jeg siger til mine kollegaer ”du skal gøre sådan og ikke sådan” og det hele glider meget bedre. Jeg siger fra, hvis jeg er utilfreds i min funktion, hvilket giver meget positivt tilbage også for hele arbejdsmiljøet. Det skaber ro og klarhed, når jeg holder fast i styringen og mine kollegaer ved, hvad de skal gøre. Jeg får gode tilbagemeldinger og ros fra både læger og de andre sygeplejesker. Før turde jeg ikke, og nu tror jeg mere på mig selv. Det er positivt både for dem og mig. Vi fandt ud af, at det jeg blev meget påvirket af var bl.a. SoMe. Derfor holder jeg pause fra det engang imellem, og jeg har fundet ud af, hvad der er vigtigt for mig. Jeg savner det ikke mere. Jeg følger ikke så mange på SoMe, hvis jeg er derinde, hvilket giver mig tid til alt muligt andet. Førhen hvis jeg så noget på fx Instagram tænkte jeg ”åh, hun kan bare det hele” og det gjorde mig trist og ked af det, for jeg kunne jo ikke det samme eller det var, hvad jeg tænkte. Nu hvor jeg bruger mindre tid på det, så har jeg ikke så mange tanker om, hvad andre har eller gør, og det er virkelig en befrielse. Jeg skal huske: at blive ved med at stoppe op, hvilket egentlig er en rutine nu, og så skal jeg huske på alt det, jeg er blevet god til. Det vigtigste er at stoppe op og være nærværende, og det er det, der har ændret sig mest for mig. Det VIL jeg holde fast i. Jeg vil ikke tage sorgerne på forskud længere. Alle de tanker der har fyldt så meget, skal ikke fylde længere, da det standser mig i mange ting, og det gør mig usikker og ked af det. Jeg tænker tankerne uden grund, og det stresser mig helt vildt, hvis jeg konstant skal være forberedt på alt ting. Nu tager jeg det, som det kommer, og det vil jeg fortsætte med. Fx førhen når der kom en sms eller mail, så svarede jeg med det samme. Det gjorde mig ked af det, for jeg ville hellere være der, hvor jeg var fx sammen med børnene i stedet for at reagere med det samme på en ligegyldig sms eller mail. Nu svarer jeg, når jeg vil. Jeg tænker fx ”det har jeg ikke tid til nu, og hvis jeg glemmer det betyder det ikke noget” Jeg er stressfri og jeg har overskud til at gøre det, jeg har lyst til. Jeg er ude af min depression. Jeg tog en test igen ved lægen her forleden – der var intet. Søvnproblemerne er væk. Før fik jeg piller – dem tager jeg ikke mere. Førhen var jeg bange for at sove. Nu går jeg i seng, når jeg er træt og læser lidt max ½ time, og for det meste sover jeg med det samme - 6 ud af 7 dage. Børnene kan forstyrre, men det er ikke noget problem. Gode råd: Jeg var meget åben og motiveret for at få hjælp, og derfor tror jeg, det har virket hurtigt. Derfor vil mit råd til dig være – prøv at finde lidt motivation frem og bare prøv det af, så skal du nok finde ud af det. Kærlig hilsen Mette, 39 år

For mange år siden da jeg fik mine drenge, fik jeg begge gange fødselsdepression. Her udviklede jeg også sygdomsangst og generaliseret angst. Siden dengang har jeg været på medicin. Det gik galt i december. Jeg kunne ikke overskue at komme på arbejde. Jeg var begyndt at trappe ned på medicin, min far blev syg, og vi skulle flytte. Jeg følte min livssituation væltede. Jeg kunne ligge krummet sammen et helt døgn og gik kun på toilet eller spiste lidt. Jeg grublede rigtig meget, og min sygdomsangst blev trigget helt vildt. Det tangerede til en depression. Jeg har altid været meget sensitiv og gået i mange former for behandling for min sygdomsangst og generaliseret angst. Jeg blev anbefalet metakognitiv terapi af en kollega, og så kontaktede jeg Henriette. Vi snakkede første gang, og det føltes godt. Jeg skulle til en undersøgelse på sygehuset, og min sygdomsangst blev trigget voldsomt, og samtidig blev jeg fyret. Så knækkede filmen. Min mand blev bange for, at jeg var på vej tilbage, hvor han ikke kunne nå mig, hvilket vi har prøvet før. Jeg begyndte at arbejde med mig selv sammen med Henriette. Jeg var klar til den forandring, og der skete hurtigt noget – det klikkede bare. Jeg har opdaget, at jeg ikke behøver at lytte til alle tanker og bekymringer. Det var en kæmpe befrielse. Jeg har brugt bekymringstid meget, og det har virket for mig. Når der var bekymringstid, så var tankerne der ikke. Jeg kunne pludselig skubbe tankerne. At jeg ikke hele tiden går i min egne tanker og bliver holdt fast, det giver en frihed og lyst til at leve livet. Det hele er bare lettere. Der kommer glæde igen. Jeg vågnede op og så verden igen. Man får modet igen til at leve livet, og samtidig også en styrke indefra til at stå ved sig selv. Tidligere så kunne jeg blive i tvivl om, det jeg mente, og det jeg gjorde var rigtigt. Det er jeg ikke nu. Hvis jeg gør noget forkert, så tager jeg den derfra. I forhold til min sygdomsangst og generaliseret angst så er den helt væk. Nej, det er løgn! Den er der stadig, men det er mig, der styrer den, og derfor er den egentlig væk. Der er så mange ting, som har ændret sig for mig. Jeg får tingene gjort nu. Førhen fik jeg andre til at gøre det for mig. Jeg magtede det ikke, og det var uoverskueligt. Det er en befrielse ikke at være afhængig af andre længere. I dag er jeg heller ikke bange for at dumme mig. Det har jeg ellers været hele mit liv. Det er bare forsvundet. Jeg går ture hver dag. Det gjorde jeg ikke før. Før var det en anstrengelse. I dag er det bare på med tøjet og så afsted. I forhold til min mand hvis vi skændes før hen, så grublede jeg og skrev ned i den sorte bog. Så kunne han bare vente til næste gang. Det mønster er brudt. I dag taler vi om det med det samme. Det giver tid, og jeg skal ikke spekulere længere. Førhen gav det en masse tvivl, om jeg var rigtig eller forkert, eller han var. Jeg hviler i mig selv i dag. Jeg føler mig fri, glad, i ro og grounded. Vrede er en sjælden gæst. Jeg er heller ikke pyller-mor mere. Jeg har en søn på efterskole, og han vil gerne på gymnasiet. Da han spurgte om hjælp til det, svarede jeg ”det må du snakke med en studievejleder om”. Førhen havde jeg sagt ”det skal jeg nok klare for dig”. Jeg skubber det over på ham selv, for det er det bedste for ham. Han skal selv lære at tage ansvar for sit liv og gøre tingene selv. Jeg støtter ham og snakker med ham om det, men jeg blander mig ikke i det. Han er klar til det, så han kan godt selv med støtte. Jeg har altid haft et mønster i mit liv som går ud på, at jeg er den hjælpsomme, og jeg render ind i folk, som har brug for hjælp, men de udnytter det, fordi jeg ikke formår at sige fra. Førhen sagde jeg fra så voldsomt, at jeg mistede venskaber. Det har jeg lige været igennem igen og var nået til stadiet ”at nu var det lige meget”. SÅ tænkte jeg ”det skal være løgn”. Jeg bliver ved med at blive præsenteret for det her mønster, indtil jeg gør noget ved det. Nu øver jeg mig i at sige fra på en ordentlig måde, fremfor at det ender i total cut. Forandringen ligger i, at jeg ikke lader mønsteret kører. Så den ensomhed jeg har følt, den er jeg i gang med at lave om på. Ikke nok med at jeg har fået det bedre, men min familie har også fået det bedre. I og med at der er mere ro på mig, og jeg ikke er så dikterende længere, så får jeg tingene formidlet til familien men uden de store udsving, som kan give både dem og jeg dårlig samvittighed. Vores hjem er blevet mere neutralt at være i, tror jeg. Jeg siger nok tingene mere direkte men kærligt. En simpel pligt som fx at min store søn skal tømme skraldespand hver dag. Førhen blev jeg i krigerhumør. I dag smsèr jeg ham ”skraldemanden er for sent på den i dag”. Der er langt mere humor i mit liv og spontanitet. Det er bare blevet lettere. Jeg har stadig mine fysiske smerter, men det er der bare. Jeg har valgt at se sådan på det, at hvis lægerne ikke er bekymret, så behøver jeg heller ikke at bekymre mig. Jeg bliver fulgt nøje af lægerne, så jeg kan godt være tryg. Førhen når jeg sad med telefonen og spillede og fik måske ondt i brystet. Så tænkte jeg ”det er en blodprop”. Nu tager jeg det med ro og tænker, det er vist muskelspændinger. Førhen hadede jeg at shoppe. I sidste uge var jeg ude at shoppe, og jeg nød det. Jeg tror det skyldes, at jeg har fundet en ro. Før tænkte jeg, at folk kiggede underligt, og alt var larm. Jeg tog det hele ind, og så magtede jeg det ikke. Det var nemmere at blive hjemme. Jeg har ikke været i Bilka i 3 år. Sidst jeg prøvede, gik jeg ind i forhallen, der var for mange input, og så tog jeg hjem igen. Sådan har jeg haft det med mange ting. I et selskab skulle jeg jo følge med i alle samtaler, så jeg tog det hele ind. Jeg skulle være på, tænkte jeg og det dræner jo. I mange år har vi ikke været i byen på grund af min angst. Nu har vi lige besøgt nogen, og det var stille og roligt. Jeg kører hverken op eller føler uro, jeg er bare. I dag tiltrækker jeg flere mennesker, det kommer helt af sig selv. Førhen har min udstråling nok været ”lad mig være”. Det gør den så sandelig ikke mere. Jeg er mig nu. Jeg er egentlig en meget udadvendt person, hvor jeg førhen har følt det anstrengende. Nu hvor der ikke er så meget at forholde mig til i tankerne, så nyder jeg at snakke med folk. Jeg tænker slet ikke over, hvad de andre tænker om mig - det er helt væk. Førhen kunne jeg gruble i dage, uger og år. Når grublerierne er væk, er der bare mig. Jeg skal stadig sende tanker i bekymringsbutikken. Det bliver færre og færre tanker, som jeg skal gøre det ved, men det virker for mig at gøre det. Der er mange ting, der holder gang i min positive spiral bl.a. laver jeg kreative projekter og motion. Jeg skal holde fokus på min værdier ”er jeg tro mod mig selv”. En sætning jeg tit bruger, hvis jeg kommer ud for noget, og der kommer en tanke, spørger jeg mig selv ”Er det her hele sandheden?” Den får vendt mit tankesæt, så jeg stopper op og får afstand til tankerne og flytter dem. Jeg skal stadig lade være med at overgøre ting i mit liv. Jeg skal have frihed til at tage noget mig tid. Jeg var så klar på at leve mit liv anderledes. Det har været nemt for mig at holde fokus på at arbejde med det, vi har snakket om. På magisk vis er der kommet meget af sig selv. Det allervigtigste har været at få stoppet det tankemylder, det har været mit største fokus. Selvom det var hårdt, har jeg ikke givet op. Jeg er blevet ved med at arbejde med det. Vrede har altid fået mig videre men ikke altid på den rigtige måde. Min stædighed har altid hjulpet mig til at komme videre. Selvom mine følelser har larmet, så har jeg været i det, gået igennem det. Bare fortsæt igennem det, selvom man er i indre oprør. De første gange kan være ubehageligt, men ligeså stille klinger det af. Nu arbejder jeg mere i de varme feminine sider, der er mere balance i, hvem jeg er. Kærlig hilsen Sanne, 50 år.

Denne bog jeg her vil anbefale er skrevet af Brene Brown, som er forsker ved University of Houston. Hun forsker i skamfølelse, frygt, mod og sårbarhed. Du kan også se hendes foredrag på TED Talk. Hun beskriver, hvordan hun i 2007, efter at have forsket i skam i 10 år, mente at have fundet den rigtige måde at leve sit liv på. Her tog hun fejl. I hendes forskningsmateriale fandt hun nye mønstre, ud fra de historier som hendes datamateriale bestod af. Hun analyserede historierne, fandt gennemgående temaer om, hvad der var vigtigt at gøre i forhold til at leve et, som hun kalder det ”et helhjertet liv”. På grund af denne opdagelse fik hun et sammenbrud, som hun i stedet kalder ”sit vækkelsesår”. Det var svært for hende at erkende, at det hun oprindeligt troede var den ”rigtige” måde at leve på, ikke stemte overens med det, andre oplevede som vigtigt i deres liv. Denne bog er skabt ud fra forskningsresultater sammen med forskerens egen historie, hvilket gør den både personlig og underbygget forskningsmæssigt. Hun formår at flette sine egne tanker og forskellige situationer fra sit eget liv, ind i de forskningsresultater hun kommer frem til. I alt kommer hun frem til 10 pejlemærker som mennesker, der lever et helhjertet liv vægter højt. Bogen er for dig, der er perfektionistisk, og som tvivler på dit eget værd. Her får du fx nogle bud på, hvorledes man kan frigøre sig af, hvad andre tænker om dig, at sammenligne sig med andre og hvorledes man dyrker medfølelse ikke mindst over for sig selv. Vi er jo oftest meget hårde til at dømme os selv. Efter hvert afsnit er der noget, hun kalder ”Kom i gang”. Her kommer hun selv med forslag til, hvad hun gør. Du behøves ikke gøre det samme, men det kan give dig refleksion til, hvorledes du kunne gøre, så du finder ro i, at det du gør, er godt nok. God læselyst! Kærlig hilsen Henriette

For et år siden begyndte jeg at have fysiske symptomer. Jeg følte mig syg men var ikke syg. Jeg havde hovedpine og kvalme, var svimmel og havde konstant sitren i kroppen. Jeg troede, at jeg fejlede noget alvorligt. Jeg troede faktisk, at jeg havde kræft eller var gået tidligt i overgangsalderen. Jeg tog til lægen og blev undersøgt for stort set alt, men alt var godt. Jeg spurgte lægen, om det muligvis kunne skyldes stress. Først der mærkede jeg de psykiske symptomer. Jeg var usædvanlig hård ved mig selv og usikker, for der var intet, der lykkes. Jeg mærkede, at jeg var kynisk, hvilket jeg aldrig har været før. Når folk kom til mig, lukkede jeg af fra deres følelser. Det blev en meget negativ spiral. Jo mere kynisk jeg var, jo mere ked af det blev jeg. Jeg gjorde mig hård, og det gjorde mig endnu mere ked af det. Jeg blev delvis sygemeldt i 3 mdr. Jeg brugte meget energi på at gruble, fx brugte jeg nætterne på at ligge planer, men det var ikke så klogt, det jeg kom frem til. På grund af corona arbejdede jeg stort set 24 timer i døgnet. Jeg sagde nej til alt hygge og socialt, da jeg hele tiden skulle stå til rådighed hvilket betød, at jeg trak mig fra andre. Årsagen til min stress er måske, at jeg er min egen største fjende, da jeg følte, at jeg skulle lykkes. Derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne og mere til. Jeg blev ansat som den leder, der skulle rydde op. Jobbeskrivelsen lød, at det skulle lykkes, men det gjorde det ikke, og jeg følte mig som en kæmpe fiasko. Reelt set er stressen startet for lang tid siden. Måske flere år siden. Jeg kom til at gøre ting og løse opgaver som ledelsen ønskede, men det stemte ikke overens med mine værdier. Jeg var konstant i et dilemma omkring, hvad ledelsen ønskede og mine egne værdier. Når man arbejder med mennesker, bliver man aldrig færdig. Jeg glemte min egen stopklods. Jeg glemte at mærke, hvor jeg selv var. Jeg kunne ikke mærke mig selv længere. Jeg var mega forvirret og blev faktisk handlingslammet. Jeg blev bange for at handle og træffe beslutninger. Jeg blev usikker på, hvem jeg var, og hvad jeg selv stod for. Jeg er også perfektionistisk, men det er ikke det, der er årsagen. Rammerne omkring mig blev mere og mere presset. Jeg har ikke lyst til at sige, at det var andres skyld, men der var jo omstændigheder omkring mig, som pressede mig ekstremt. Der blev truffet beslutninger, som jeg ikke kunne følge. Vi var presset på økonomi, og der skulle implementeres ændringer, som ville presse alle. Jeg var ikke enig, men jeg kunne heller ikke sige fra. Min hovedprioritet har altid været min familie, men pludselig glemte jeg det. Det gør mig ked af at tænke på. Min mand sagde - du siger hele tiden ”du skal bare lige, bare lige” Hvornår stopper du op? Det blev jeg nødt til at reagere på. At jeg blev ansat til at rydde op og ændre arbejdsmiljøet til det bedre gjorde også, at jeg mødte modstand. Jeg kom til et sted, hvor der ingen tillid var til ledelsen. Alt hvad jeg satte i værk var en test, og folk troede, at jeg var ude efter dem. Tillid kommer ikke med det samme. Jeg brugte rigtig meget krudt på mine ansatte. Jeg synes, det var vigtigt at forandringer skulle følges. Jeg overbeskyttede dem måske, for at de ikke følte, at det var dem mod ledelsen. Jeg tog mange opgaver på mig for at vise, at jeg var en del af dem. Jeg ville bare hjælpe og aflaste mine medarbejder, således de kunne udfylde deres primære job. Det var et hårdt arbejdsmiljø og ligegyldigt, hvad jeg gjorde, følte jeg, at jeg blev kritiseret. Ikke at de ville kritisere mig, men de har været utrygge og haft det med i bagagen. Jeg manglede ledelsesopbakning bl.a. fra min egen leder, der var langtidssygemeldt med stress, så jeg fik ingen sparring. Da hun kom tilbage, beskyttede jeg hende, da jeg tænkte, at hun ikke kunne rumme alt det, jeg kom med. Jeg tænkte, at det må jeg selv klare. Jeg ville bevise over for mig selv og andre, at jeg nok skulle få styr på det. Samtidig med det gik jeg fra at være meget selvsikker til at blive meget usikker. Førhen var jeg meget sikker som leder, men mine medarbejdere blev måske også mere usikre, da jeg selv blev det. Det der har være helt vildt, det er, at selv om jeg vidste, det var helt galt, så forstsatte jeg. Jeg kørte bare videre. Jeg tror, det var en strategi for at komme igennem det. Jeg skal bare glemme mig selv, så går det nok. Jo længere ud jeg kom, jo mere overhørte jeg signalerne. Jeg blev vred over, at jeg skulle helt derud. Men det har ikke været muligt for mig at gøre det anderledes. Det er så skørt, at man presser sig selv mere og mere, selvom man ved, det ikke er den rigtige vej at gå. I sommers troede jeg, at alt var godt. Det var det ikke. Jeg startede på arbejde efter sommerferien, og kun en uge efter brød jeg sammen og græd og græd. Derefter blev jeg fuldtidssygemeldt. Da jeg blev sygemeldt, var jeg meget ramt af skyld og skam. Jeg følte, jeg svigtede og havde enorm dårlig samvittighed. Den første tid var jeg så rastløs. Jeg gik og gik, da jeg havde brug for at komme ud. Siden jeg blev sygemeldt, har jeg arbejdet meget med mine værdier. Jeg har også arbejdet meget med at styre mine tanker. Jeg er kommet rigtig langt, men det er noget, jeg skal være opmærksom på fremover. Det er dyre men gode lærepenge. Jeg synes, jeg er ved at komme tilbage til den person, jeg er med de værdier, jeg har. Det har været mega hårdt, men det har også været en god omgang. Jeg gør ikke længere det, som jeg tror, alle andre forventer af mig. Jeg tænker, at jeg er blevet meget bevidst om mine kritiske tanker, at det ikke bare kører af med mig. Jeg øver mig på ikke at brug tid på det. Skam og skyld har jeg også fået placeret et godt sted, på en eller anden måde til taknemmelighed over, at jeg er blevet sygemeldt. Jeg var ikke kommet tilbage til mig selv, hvis ikke jeg var blevet tvunget til at genoverveje stort set alt. Kendetegnet for det Henriette og jeg har snakket om har været, hvordan tankerne snyder en. De skaber en anden virkelighed - en digtet virkelighed. Man skal være mere kritisk over for de tanker, man får. Jeg tænker, at den bedste hjælp jeg har fået, er at vide, at jeg ikke er skør. Men at jeg er helt normal og har reageret helt normalt. Når man står i noget, der er meget svært at være i, falder det hele fra hinanden, og man kan slet ikke kende sig selv. Jeg vil ikke sige, at stressen er den allerstørste gave, jeg har fået, for det har været hårdt. Men nu tænker jeg oftere, at det er en gave. På en måde har jeg lært noget, som jeg skal være opmærksom på resten af mit liv. At jeg ikke falder i igen. Jeg skal være meget opmærksom på mine grublerier. At tankerne ikke kører i mit hoved, og at jeg digter noget. Det er det, jeg skal være allermest opmærksom på. Hvis jeg kommer til at gøre det, skaber det bare tvivl og usikkerhed uden grund. Det er vigtigt for mig, at min kritiske stemme ikke får overtaget, at den ikke råber højest. Det der gør mig godt, er at få skabt noget ro og bede om hjælp. Altså det er vigtigt for mig at komme ud af hovedet og ned i kroppen. At mærke hvad min krop fortæller mig. Hvis jeg mærker stress igen, håber jeg, at jeg kan tage det i opløbet. Jeg ved i hvert fald, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg får stemmen ”jeg skal bare lige…” så vil jeg stoppe op. Jeg vil heller ikke byde mig selv længere at være i et arbejdsmiljø, hvor jeg ikke trives. Så vil jeg få det stoppet. Så nej, jeg får ikke stress igen. Jeg skal være tro mod mig selv og mine værdier. Jeg vil aldrig byde min familie det igen, for det er også hårdt at være pårørende. Hvis man kommer derud, hvor man har brug for en langtidssygemelding, så skal man have hjælp. Det kan man ikke selv stå med. Man skal have hjælp fra nogle, der ved, hvad de snakker om. Venner og familie kan ikke rydde det op for en. Man skal prøve at lade være med at være så hård ved sig selv, men det er nemmere sagt end gjort, og det er så svært selv at lukke den i. Husk at have en erkendelse af, at det tager tid, det er ikke quick fix, det er en proces, man skal igennem. For mig har det været vigtigt at lære, at det er ok med alle de følelser, jeg har. I starten var jeg meget krampagtig mht. følelser. Men man kan både være bange, ked af det, vred og det er ok. Det er ikke rart at føle sig bange, men det er sådan, det er. Det løser sig ikke ved at prøve at få den til at gå væk. Eller vreden over mig selv og alle andre. Vreden har måske handlet om, at jeg var ked af det. Man må ikke dømme sine følelser, selvom de er ubehagelige. Man har brug for hjælp, men det kræver mod at få hjælp. Jeg var virkelig træt af, at jeg græd og græd og kunne ikke få sagt noget. Men der skulle ske noget, og jeg rykkede ikke selv nok. Så jeg tænkte ”nu betaler jeg for det, og så må Henriette fanme få mig til at få det godt igen, hi, hi”. Det har ikke været grænseoverskridende for mig at søge hjælp. Jeg ville bare have hjælp. Det der kan være svært mht. at søge hjælp er jo, at det er en jungle, for hvad er det, der hjælper. For mig var det vigtigt at min behandling var fagligt funderet. Jeg har brug for, at behandlingen er baseret på videnskabelig evidens, og det er ud fra det, Henriette arbejder. Jeg fik en tid ret hurtigt, og det var vigtigt for mig. Ved at fortælle min historie kan jeg mærke, at jeg er kommet langt. Der er faktisk sket vildt meget. Når man er i sådan en proces, er man så bange for ikke at komme ud af det. Bliver jeg førtidspensionist, hvad med vores økonomi osv. Jeg tror nu på, at det lykkes mig at komme tilbage bare i et andet arbejdsliv end før. For ½ år siden var jeg ikke sikker på, at jeg kunne noget. At få prikket til sine forestillinger har været vigtigt. Henriette har hele tiden sagt ”bare rolig du skal nok komme tilbage”, ”det er ikke rart at være i, men du skal nok komme ud af det”. Jeg tror selv, at jeg er blevet stærkere. Jeg har lige sendt en ansøgning afsted til et nyt lederjob, og jeg er blevet kaldt til samtale. Jeg er meget spændt, men det føles rigtig godt. Kærlig hilsen Charlotte, 42 år, leder.

Svaret er: NEJ! Vi rammes af flere tusinde tanker hver eneste dag. Mange af disse tanker kan være frygtelige og giver ingen mening, og du kan komme til at tænke, at der må være noget galt med mig, siden jeg tænker sådan. Måske du bliver helt skræmt og bange for dine tanker. Men der er INTET galt med dig! Disse skæmmende tanker kan komme igen og igen. Du kan ikke få det ud af dit hoved, og jo mere du forsøger, jo værre bliver det. Måske du begynder at gøre alt muligt for at holde tankerne væk fx hører lydbøger konstant eller holder dig i gang med noget, således tankerne ikke kommer. Det bliver en evig flugt, og er særdeles hårdt at være i. Men der er INTET galt med dig! Du tør ikke sige til nogen, hvad du tænker, og hvordan du har det. Derfor kan du gå med det i lang tid - ja, måske i flere år. Det kan være meget hårdt at gå alene med tanken om, at der er noget galt. Med tiden kommer du til at være mere indelukket, og du kan komme til at trække dig fra andre. På den måde kan man komme ind i en ond spiral, der gør det hele meget værre. Men der er INTET galt med dig! Du prøver jo bare at forstå, hvorfor du får disse tanker. Jo mere du prøver at forstå og finde årsager, sammenhænge og analysere, jo værre bliver det. Det er ofte meget lidelsesfuldt og skamfuldt, og derfor vil man ikke fortælle det til nogen. Man tænker, at man er den eneste i hele verden, der har det sådan. Men det er man ikke! Der er mange, som har det ligesom dig! Og der er heller ikke noget galt med dem! Tanker er automatiske og flygtige. Tanker går og kommer. Sådan fungerer vores hjerne – heldigvis! Vores hjerne er et fantastisk organ. Din hjerne forsøger bare at forstå, også det der ikke nødvendigvis er til at forstå. Tanker kan nemlig være helt urealistiske og underlige. Pludselig bare opstå ud af ingenting. Det skal vi ikke gruble over, for det er sådan vores hjerne gør. DER ER INTET GALT MED DIG! Det er bare bekymringer om, at der er noget galt med dig! Og det er noget helt andet.

Det ser ikke for godt ud mht. corona. Vi kan se ind i et efterår og vinter, hvor mange arrangementer allerede er aflyst eller vil blive aflyst. Måske du er sendt hjem for at arbejde hjemmefra. Ikke nok med at alt socialt er aflyst, men du ser heller ikke dine kollegaer til hverdag længere. For nogle kan det føles rart at arbejde hjemmefra, for andre er det frygtelig hårdt at være i. Vi havde alle glædet os til fester, fødselsdage, julefrokoster og andre arrangementer – ja, alle der havde glædet sig til at fejre familiemedlemmer og venner eller selv blive fejret. Vi reagerer følelsesmæssigt meget forskelligt i denne tid, hvilket er ganske naturligt. Der er dage, hvor man tænker, det er en katastrofe, og man bliver meget trist. Man bliver ramt af negative tanker og en følelse af opgivenhed. Andre dage er man mere positiv, og tænker det skal nok gå. Følelsesmæssigt kan det være som en rutchebanetur. Corona er den her ekstra dimension, som er kommet ind i vores liv, og som vi skal forholde os til. Vores almindelige hverdagsproblemer er jo de samme. Nu er der blot den ekstra dimension nemlig corona. At være isoleret er meget barsk for os mennesker. Vi trives bedst i flokke og isolation fra andre mennesker, er noget af det værste for vores mentale sundhed. Vi står i en tid, hvor alt er uforudsigeligt, hvilket er særdeles svært for os mennesker. Vi har brug for tryghed, og når vi ikke har en vis form for forudsigelighed i vores hverdag, kan følelsen af magtesløshed opstå. Vi har brug for at kunne handle og være i en form for kontrol med vores liv. Dette er ikke muligt under corona, og derfor er det endnu vigtigere at holde fokus på det, vi kan styre. Hvordan du bedst kommer igennem denne krisetid, får du her nogle bud på, således du kan bevare din mentale sundhed og overskud. 1: Undgå overdrevet nyhedsinformationer. Pas på med at se nyheder fordelt ud på hele dagen. Vi bliver konstant bombarderet med nyheder på sociale medier samt på TV, hvilket påvirker vores trusselsystem, og derfor vil vi være i øget alarmberedskab. Beslut dig for, hvornår du skal se nyhederne og benyt den mest troværdige kilde. 2: Søg optimisterne. Hvis du kender nogle, der er meget optimistiske – så ring til dem og grin sammen med dem, eller se noget du synes er sjovt. Med andre ord – gør noget aktivt for at bevare et godt humør. 3: Kom ud i naturen – så meget som muligt. Det kan være gåture med venner, eller det kan være fysisk træning såsom løbeture, cykelture, vinterbadning osv. Gå ud i naturen og tag nogle dybe vejrtrækninger. 4: Find håbet frem. At håbe det bedste selvom det er svært, kan give dig ro. Der er jo bl.a. gode nyheder omkring kommende vacciner. Bevar håbet om, at det lysner forude. 5: Vær social - så meget som muligt. Planlæg at mødes med venner eller familie du kan være fortrolig med. Pga. restriktionerne er det kun få du kan omgås. Til gengæld kan du gøre det meget oftere. Sæt aftaler i kalenderen og gør det løbende, således du har noget at se frem til. 6: Hold fast i de fritidsaktiviteter, du kan. Hvis ikke de fritidsaktiviteter du før har dyrket er mulige lige nu, så find nogle andre. Måske der er noget, som du ofte har tænkt kunne være sjovt – prøv det af, hvis muligt. 7: Hav modet til at være i ubehaget. Lad dine følelser være – accepter dem og accepter at der er dage, hvor humøret er påvirket. Det er helt ok og ganske naturligt. 8: Tag supermandsdragten på – lad ikke bekymringerne trænge ind. Sæt 10 min. af hver dag til at være træt af det, frustreret, trist osv. Kommer der tanker i løbet af dagen – så sig til dig selv at det kan du bekymre dig om kl. 16-16.10. 9: Vis hensyn, tolerance og tålmodighed over for og med andre. Pas på med at lade følelserne løbe af med dig i forhold til irritation over andre. Træd et skridt tilbage og sov på det, hvis du mærke stor irritation og frustration. 10: Gør noget godt for dig selv og andre. Det at gøre noget godt for andre, giver dig ægte glæde. Du får det ganske enkelt godt med dig selv, når du oplever glæden, du skaber hos andre. Det skaber samhørighed, og at vi er betydningsfulde for hinanden. Husk også dig selv. Det er vigtigt, at du forkæler dig selv indimellem. Hvad det kan være? – ved du bedst selv. Når jeg selv bliver ramt af frustration over de begrænsninger, vi har i denne tid, så ringer jeg til min far på 82 år. Han har stor livserfaring, hvilket er guld værd. Han svarer: ”Der kommer en dag i morgen, og der står solen op igen. Det kan du være helt sikker på. Det gør den i øvrigt hver dag. Hvornår vi kommer ud af denne situation ved vi ikke, men vi ved, at vi kommer ud af den - og i morgen står solen op igen. Det ved vi med sikkerhed”. Kærlig hilsen Henriette