Angst

Behandling angst i Vejle & omegn

Hvad er angst?

Angst er en af vores grundlæggende følelser. Det er en meget nyttig følelse, da den viser os, hvorvidt der er farer eller ej. Angsten kan dog komme til at blive styrende i situationer, hvor det ikke er nødvendigt, hvilket resulterer i, at angsten tager over og kan hæmme vores daglige livsførelse og livskvalitet.
Der findes forskellige angstformer: 
  • Generaliseret angst: der er kendetegnet ved overdreven bekymring. 
  • Social angst: opstår i samvær med andre. 
  • Panikangst: kan opstå ud af det blå. 
  • Agorafobi: opstår ofte offentlige steder, da man frygter store menneskemængder.
  • Helbredsangst: drejer sig om en overdreven frygt for at være alvorlig syg. 
  • Præstationsangst: kan opstå i de situationer, hvor man skal præsterer noget særligt fx til eksamen. Se yderligere under præstationsangst. 

Jeg har haft samtaler med Henriette i nogle måneder, og jeg kan helt klart anbefale Henriette. 

Jeg er blevet mødt af en smilende, lattermild og helt igennem varm og empatisk person, som har åbnet og set igennem mine forsvarsværker. 

Henriette skubbede mig kærligt i den rigtige retning og støttede mig på min vej. 

Samtalen har føltes nemt, selv når det var svært. Henriettes indlevelse og naturlige måde at være på, har været en uvurderlig hjælp for mig i mit arbejde med mig selv. 


Sanne 50 år
(Har haft generaliseret angst og sygdomsangst)

Kontaktinfo

Symptomer på angst


  • Uro og sitren
  • Uvirkelighedsfølelse - at være i en osteklokke
  • Svimmelhed
  • Synsforstyrrelser
  • Sveder
  • Fornemmelse af at skulle besvime
  • Rødmen
  • Vejrtrækningsbesvær eller overfladisk vejrtrækning
  • Hjertebanken
  • Mundtørhed
  • Kvælningsfornemmelse
  • Ondt i maven
  • Ben føles som gelé
  • Prikken i fingre og tæer
  • Hedeture eller kuldegysninger
  • Anspændt i muskler
  • Trykken for brystet
  • Koncentrationsbesvær
  • Søvnproblemer


Behandling af angst


Ved behandling af angst er det først og fremmest vigtigt, at du får viden om, hvad angst er, og hvorfor du reagerer, som du gør. Ud fra det udarbejder vi en plan, således du kan genkende dig selv og dine oplevelser af angsten. Ofte kræver det, at vi både arbejder på tankeplan og ved nogle angstformer i særdeleshed på adfærd og strategier. Der vil være konkrete adfærdsøvelser, da det nogen gange handler om at gøre det man er bange for, men på en sikker, omsorgsfuld og tryg måde. Så vi arbejder med at udfordre sig selv samtidig med, at vi opbygger tryghedsfølelsen. I andre tilfælde arbejder vi med at opbygge tryghedsfølelsen først og derefter laver vi eksponeringer - dvs. udfordre sig selv. Under dette arbejde vil du lære at være i det fysiske ubehag, den svære følelse og dermed acceptere angsten. Vi kan også arbejde metakognitivt, og derved kun rette fokus mod dine tankeprocesser. Der er altså flere veje at gå i angstbehandlingen, og vi skal nok finde det, der virker bedst for dig.
Kontaktinfo

Mere om angst:


Ca. hver 5. dansker kommer til at lide af angst i løbet af livet. Nogle bliver aldrig behandlet, da de tænker – ”Sådan er jeg bare” og derfor får de ikke gjort noget ved det. For nogle kan det være invaliderende, og man begynder at ændre sin adfærd. Der kan fx være oplevelser, man siger nej til, eller man undgår bestemte ting eller steder pga. angsten. Men sådan behøves det ikke at være. Der er stor hjælp at hente ved behandling. Noget af det vigtigste er at lære mere om, hvordan angst fungerer. Hvad er angst for en følelse? Hvorfor oplever jeg den? Er det normalt at have det sådan, som jeg har det? Med andre ord skal man have viden om, hvordan det er at være menneske, og hvordan vores hjerne og krop fungerer og dermed mere viden om angstens funktion.

Forskellige angstformer:


  • Generaliseret angst er kendetegnet ved overdreven bekymring. Det kan være små dagligdagsbekymringer såsom ”Åh nej, hvad nu hvis jeg tager den forkerte bus?” eller "Åh nej, hvad nu hvis jeg kommer for sent” eller de lidt større bekymringer såsom: ”Åh nej, hvad nu hvis der bliver krig” eller ”Åh nej, bare der ikke sker noget med dem, man har kær”. Når man har tendens til overdrevne bekymringer, bruger man meget tid på at gruble og spekulere, og man kommer sjældent frem til nogle løsninger. Men tankerne bliver derimod urealistiske. De føles dog meget realistiske, hvilket opleves meget ubehageligt. 

  • Panikangst er kendetegnet ved at den oftest opstår uventet. Der er ofte flere kropslige symptomer til stede såsom hjertebanken, rysten, sved osv. Der er ofte tanker som: ”Åh nej, der er noget helt galt med mig”, ”Jeg kommer til at besvime eller kaster op” eller ”Åh nej, nu dør jeg”. Det føles meget ubehageligt, men angsten aftager forholdsvis hurtigt. Der vil dog ofte ske det, at man bliver bange for at opleve panikangsten igen, og dermed kan man blive angst for angsten.
  • Agorafobi opleves på offentlige steder, hvor der er mange mennesker fx koncerter, offentlige transportmidler, supermarkeder osv. Hvis man har agorafobi, har man ofte panikangst, da man frygter at få et panikanfald i store menneskemængder. Man kan have tanker såsom: ”Åh nej, hvad nu hvis jeg besvimer, så er der helt sikkert ikke nogle, der vil hjælpe mig” eller ”Åh nej, hvad nu hvis jeg får det dårligt og ikke kan komme væk” eller ”Åh nej, hvad nu hvis jeg mister kontrollen og ikke ved, hvad jeg skal gøre”. 

  • Social angst opstår, hvis man oplever, at andre er kritiske og vurderer én negativt. Det kan være, at man ryster på sine hænder eller har tendens til at rødme og er bange for at andre vurderer det som noget negativt. Det kan også være i situationer, hvor man skal præstere, og man er bange for at lave fejl. Man kan have tanker om at ”Åh nej, de andre vil tænke, at jeg er en fiasko, hvis jeg er nervøs” eller ”Åh nej, bare jeg ikke kommer til at rødme. Det er så pinligt!”. 

  • Helbredsangst handler om en overdreven opmærksomhed på alt, hvad man mærker i sin krop. Der kan være tanker som: ”Åh nej, nu gør det ondt i mit bryst. Gad vide om der er noget galt med mit hjerte?” eller ”Åh nej, jeg bliver ved med at få hovedpine. Hvad nu, hvis jeg har fået en hjernesvulst”. Hvis man har helbredsangst vil nogle vælge at gå meget til læge for at bliver tjekket. Andre vil slet ikke gå til læge, da man er bange for at noget er galt. 

Når man læser ovenstående og alle de beskrevne tanker, giver det god mening og er meget naturligt, at man bliver bange. Angstsymptomerne kan virke meget voldsomme og er meget ubehagelige. De kropslige symptomer mærkes tydeligt, og adfærden udmønter sig ofte i at ville flygte væk fra situationen. Men alle de fysiske symptomer er helt naturlige, da det er vores eget alarmsystem, der fungerer optimalt, og derfor er der intet galt med hverken din krop eller dig. Angst er helt naturligt, og der er intet farligt ved at opleve angst. 

Hvorfor skal du vælge angstbehandling ved Semay?

Jeg har haft mange igennem angstbehandlingsforløb, og det virker. For nogle er det kun et kort forløb på 3 til 4 samtaler og derefter oplever de, at deres angst-reaktioner er på et naturligt niveau. For andre kan det tage lidt længere tid alt efter, hvor længe man har levet med angsten, eller hvor kraftigt angsten opleves. Du må meget gerne kontakte mig for at få en fornemmelse af hvor mange sessioner, du har brug for. Vi arbejder ikke på at fjerne angsten, da det på ingen måder er hensigten. Angst er jo en af vores grundlæggende følelser og for at være et helt og sundt menneske, skal du kunne mærke angst. Vi arbejder derimod på, at du lærer at regulere din angst, således du kan håndtere alle situationer.
Angstbehandlingen tilbydes også online. 

Medlem af

MCT Institute logo

Anbefalinger


"Henriette har givet mig gode redskaber til at håndtere nogle af de udfordringer, jeg har haft, og hun har hjulpet mig med at se konstruktivt på ting, der ellers virkede uoverskuelige. Sessionerne hos Henriette er en fornøjelse. Der er plads til både tårer og gode grin, og ingen tanker eller frustrationer er forkerte, for skøre, for store eller for små til at få taletid og blive taget hånd om". 

Charlotte, 27 år

Tak Henriette. Du har gjort en kæmpe forskel i mit liv.

Jeg kom til dig med tankemylder og angst og havde så meget brug for hjælp til at tackle det.


Allerede ved første møde følte jeg mig tryg ved dig. Din måde at være på og din meget professionelle og samtidig humoristiske tilgang, gjorde mig godt.


Du hjalp mig til at hjælpe mig selv med at få styr på tankerne eller rettere til ikke at skulle kontrollere tankerne med metakognitiv terapi. Min angst faldt i takt med at jeg blev bedre til at tackle mit ubehag og de mange tanker.


Nu her 3 mdr. efter jeg er stoppet hos dig, oplever jeg stadig at tanker kommer og angsten titter frem, men jeg kan ved hjælp af de redskaber, du har givet mig, igen finde ro og tro på at jeg nok skal klare den.


Jeg vil til enhver tid anbefale dig og ikke selv tøve med at kontakte dig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Anne, 44 år

"Da jeg første gang kontaktede Henriette, telefonisk, i forbindelse med min sygemelding med stress og angst, havde jeg aldrig hørt om metakognitiv terapi, hvilket min egen læge havde anbefalet mig. Jeg vidste hellere ikke om det var løsningen på mit problem. Henriette var i telefonen yderst venlig, forstående og hjælpsom overfor, hvad jeg stod i, og jeg valgte derfor at starte et forløb op. Henriette arbejder utrolig professionelt, effektivt, empatisk og konkret. Jeg har fra første konsultation følt mig yderst velkommen og i trygge rammer. Der var derfor efter få konsultationer allerede en mærkbar virkning af terapien.


Nu efter 5 konsultationer har jeg fået tid til at nyde livet på en ny måde, bl.a. med mine børn. Jeg er nærværende og glæden fylder i stedet for at sidde fast i tanker og angst.


Angsten har siddet som en tung sten i mit bryst, men er næsten ikke til stede længere - efter bare en måned hos Henriette. Jeg har kun ros og positive ting og sige om mit forløb, og jeg vil klart anbefale Henriette til andre". 

Anni, 43 år

"Jeg har så lang tid, jeg kan huske, været plaget af, til tider, invaliderende og tvangsprægede tanker og bekymringer (OCD).

Jeg har derfor tidligere gået hos flere forskellige psykologer, dog har ingen ramt helt rigtigt i forhold til kemi, metode og terapiform på én og samme tid. Men det har Henriette i høj grad, og jeg vil give hende de bedste anbefalinger.

Henriette er enormt nærværende, har godt humør, god humor og er meget empatisk. Hun har lært mig at ændre hele mit tankemønster og har ændret mit mindset omkring mine tanker. Herudover har jeg også lært af Henriette at kunne være i mine følelser - og at de ikke er farlige :-)

Hun er herudover enormt god til at aflæse, hvornår man har brug for en kærlig hånd til at øve at bruge de kognitive/metakognitive strategier, men også hvornår man skal have et lille skub og er klar til selv at anvende strategierne. Og så er hun samtidigt enormt støttende og man har følelsen af, at hun virkelig tror og hepper på én.

 

I mit forløb hos Henriette er jeg gået fra at bruge flere timer dagligt på tvangsprægede tanker til, at jeg nærmest ikke bruger tid på dem. At være i terapi hos Henriette har gjort, at jeg har fået en langt højere livskvalitet og er blevet i stand til i meget højere grad at kunne leve livet og være i nuet."

Annemette, Business Analytiker

Har du spørgsmål eller brug for mere info, så er du meget velkommen til at kontakte mig i dag enten på mail: terapi@semay.dk eller tlf: 26 86 47 10 
for uforpligtende samtale, således du får en fornemmelse af, 
hvorledes jeg kan hjælpe dig. 

Ønsker du at booke en tid eller har du andre spørgsmål? 


Contact Us

Share by: