For et år siden begyndte jeg at have fysiske symptomer. Jeg følte mig syg men var ikke syg. Jeg havde hovedpine og kvalme, var svimmel og havde konstant sitren i kroppen. Jeg troede, at jeg fejlede noget alvorligt. Jeg troede faktisk, at jeg havde kræft eller var gået tidligt i overgangsalderen.
Jeg tog til lægen og blev undersøgt for stort set alt, men alt var godt. Jeg spurgte lægen, om det muligvis kunne skyldes stress. Først der mærkede jeg de psykiske symptomer.
Jeg var usædvanlig hård ved mig selv og usikker, for der var intet, der lykkes. Jeg mærkede, at jeg var kynisk, hvilket jeg aldrig har været før. Når folk kom til mig, lukkede jeg af fra deres følelser. Det blev en meget negativ spiral. Jo mere kynisk jeg var, jo mere ked af det blev jeg. Jeg gjorde mig hård, og det gjorde mig endnu mere ked af det.
Jeg blev delvis sygemeldt i 3 mdr. Jeg brugte meget energi på at gruble, fx brugte jeg nætterne på at ligge planer, men det var ikke så klogt, det jeg kom frem til. På grund af corona arbejdede jeg stort set 24 timer i døgnet. Jeg sagde nej til alt hygge og socialt, da jeg hele tiden skulle stå til rådighed hvilket betød, at jeg trak mig fra andre.
Årsagen til min stress er måske, at jeg er min egen største fjende, da jeg følte, at jeg skulle lykkes. Derfor gjorde jeg alt, hvad jeg kunne og mere til. Jeg blev ansat som den leder, der skulle rydde op. Jobbeskrivelsen lød, at det skulle lykkes, men det gjorde det ikke, og jeg følte mig som en kæmpe fiasko.
Reelt set er stressen startet for lang tid siden. Måske flere år siden. Jeg kom til at gøre ting og løse opgaver som ledelsen ønskede, men det stemte ikke overens med mine værdier. Jeg var konstant i et dilemma omkring, hvad ledelsen ønskede og mine egne værdier.
Når man arbejder med mennesker, bliver man aldrig færdig. Jeg glemte min egen stopklods. Jeg glemte at mærke, hvor jeg selv var. Jeg kunne ikke mærke mig selv længere. Jeg var mega forvirret og blev faktisk handlingslammet. Jeg blev bange for at handle og træffe beslutninger. Jeg blev usikker på, hvem jeg var, og hvad jeg selv stod for. Jeg er også perfektionistisk, men det er ikke det, der er årsagen.
Rammerne omkring mig blev mere og mere presset. Jeg har ikke lyst til at sige, at det var andres skyld, men der var jo omstændigheder omkring mig, som pressede mig ekstremt. Der blev truffet beslutninger, som jeg ikke kunne følge. Vi var presset på økonomi, og der skulle implementeres ændringer, som ville presse alle. Jeg var ikke enig, men jeg kunne heller ikke sige fra.
Min hovedprioritet har altid været min familie, men pludselig glemte jeg det. Det gør mig ked af at tænke på. Min mand sagde - du siger hele tiden ”du skal bare lige, bare lige” Hvornår stopper du op? Det blev jeg nødt til at reagere på.
At jeg blev ansat til at rydde op og ændre arbejdsmiljøet til det bedre gjorde også, at jeg mødte modstand. Jeg kom til et sted, hvor der ingen tillid var til ledelsen. Alt hvad jeg satte i værk var en test, og folk troede, at jeg var ude efter dem. Tillid kommer ikke med det samme.
Jeg brugte rigtig meget krudt på mine ansatte. Jeg synes, det var vigtigt at forandringer skulle følges. Jeg overbeskyttede dem måske, for at de ikke følte, at det var dem mod ledelsen. Jeg tog mange opgaver på mig for at vise, at jeg var en del af dem. Jeg ville bare hjælpe og aflaste mine medarbejder, således de kunne udfylde deres primære job.
Det var et hårdt arbejdsmiljø og ligegyldigt, hvad jeg gjorde, følte jeg, at jeg blev kritiseret. Ikke at de ville kritisere mig, men de har været utrygge og haft det med i bagagen.
Jeg manglede ledelsesopbakning bl.a. fra min egen leder, der var langtidssygemeldt med stress, så jeg fik ingen sparring. Da hun kom tilbage, beskyttede jeg hende, da jeg tænkte, at hun ikke kunne rumme alt det, jeg kom med. Jeg tænkte, at det må jeg selv klare. Jeg ville bevise over for mig selv og andre, at jeg nok skulle få styr på det.
Samtidig med det gik jeg fra at være meget selvsikker til at blive meget usikker. Førhen var jeg meget sikker som leder, men mine medarbejdere blev måske også mere usikre, da jeg selv blev det.
Det der har være helt vildt, det er, at selv om jeg vidste, det var helt galt, så forstsatte jeg. Jeg kørte bare videre. Jeg tror, det var en strategi for at komme igennem det. Jeg skal bare glemme mig selv, så går det nok. Jo længere ud jeg kom, jo mere overhørte jeg signalerne. Jeg blev vred over, at jeg skulle helt derud. Men det har ikke været muligt for mig at gøre det anderledes. Det er så skørt, at man presser sig selv mere og mere, selvom man ved, det ikke er den rigtige vej at gå.
I sommers troede jeg, at alt var godt. Det var det ikke. Jeg startede på arbejde efter sommerferien, og kun en uge efter brød jeg sammen og græd og græd. Derefter blev jeg fuldtidssygemeldt.
Da jeg blev sygemeldt, var jeg meget ramt af skyld og skam. Jeg følte, jeg svigtede og havde enorm dårlig samvittighed. Den første tid var jeg så rastløs. Jeg gik og gik, da jeg havde brug for at komme ud.
Siden jeg blev sygemeldt, har jeg arbejdet meget med mine værdier. Jeg har også arbejdet meget med at styre mine tanker. Jeg er kommet rigtig langt, men det er noget, jeg skal være opmærksom på fremover. Det er dyre men gode lærepenge.
Jeg synes, jeg er ved at komme tilbage til den person, jeg er med de værdier, jeg har.
Det har været mega hårdt, men det har også været en god omgang.
Jeg gør ikke længere det, som jeg tror, alle andre forventer af mig.
Jeg tænker, at jeg er blevet meget bevidst om mine kritiske tanker, at det ikke bare kører af med mig.
Jeg øver mig på ikke at brug tid på det.
Skam og skyld har jeg også fået placeret et godt sted, på en eller anden måde til taknemmelighed over, at jeg er blevet sygemeldt.
Jeg var ikke kommet tilbage til mig selv, hvis ikke jeg var blevet tvunget til at genoverveje stort set alt.
Kendetegnet for det Henriette og jeg har snakket om har været, hvordan tankerne snyder en. De skaber en anden virkelighed - en digtet virkelighed. Man skal være mere kritisk over for de tanker, man får.
Jeg tænker, at den bedste hjælp jeg har fået, er at vide, at jeg ikke er skør.
Men at jeg er helt normal og har reageret helt normalt.
Når man står i noget, der er meget svært at være i, falder det hele fra hinanden, og man kan slet ikke kende sig selv.
Jeg vil ikke sige, at stressen er den allerstørste gave, jeg har fået, for det har været hårdt. Men nu tænker jeg oftere, at det er en gave.
På en måde har jeg lært noget, som jeg skal være opmærksom på resten af mit liv. At jeg ikke falder i igen. Jeg skal være meget opmærksom på mine grublerier. At tankerne ikke kører i mit hoved, og at jeg digter noget. Det er det, jeg skal være allermest opmærksom på. Hvis jeg kommer til at gøre det, skaber det bare tvivl og usikkerhed uden grund. Det er vigtigt for mig, at min kritiske stemme ikke får overtaget, at den ikke råber højest.
Det der gør mig godt, er at få skabt noget ro og bede om hjælp. Altså det er vigtigt for mig at komme ud af hovedet og ned i kroppen. At mærke hvad min krop fortæller mig.
Hvis jeg mærker stress igen, håber jeg, at jeg kan tage det i opløbet. Jeg ved i hvert fald, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg får stemmen ”jeg skal bare lige…” så vil jeg stoppe op. Jeg vil heller ikke byde mig selv længere at være i et arbejdsmiljø, hvor jeg ikke trives. Så vil jeg få det stoppet. Så nej, jeg får ikke stress igen. Jeg skal være tro mod mig selv og mine værdier.
Jeg vil aldrig byde min familie det igen, for det er også hårdt at være pårørende.
Hvis man kommer derud, hvor man har brug for en langtidssygemelding, så skal man have hjælp. Det kan man ikke selv stå med. Man skal have hjælp fra nogle, der ved, hvad de snakker om. Venner og familie kan ikke rydde det op for en. Man skal prøve at lade være med at være så hård ved sig selv, men det er nemmere sagt end gjort, og det er så svært selv at lukke den i. Husk at have en erkendelse af, at det tager tid, det er ikke quick fix, det er en proces, man skal igennem.
For mig har det været vigtigt at lære, at det er ok med alle de følelser, jeg har. I starten var jeg meget krampagtig mht. følelser. Men man kan både være bange, ked af det, vred og det er ok. Det er ikke rart at føle sig bange, men det er sådan, det er. Det løser sig ikke ved at prøve at få den til at gå væk. Eller vreden over mig selv og alle andre. Vreden har måske handlet om, at jeg var ked af det. Man må ikke dømme sine følelser, selvom de er ubehagelige.
Man har brug for hjælp, men det kræver mod at få hjælp. Jeg var virkelig træt af, at jeg græd og græd og kunne ikke få sagt noget.
Men der skulle ske noget, og jeg rykkede ikke selv nok. Så jeg tænkte ”nu betaler jeg for det, og så må Henriette fanme få mig til at få det godt igen, hi, hi”. Det har ikke været grænseoverskridende for mig at søge hjælp. Jeg ville bare have hjælp. Det der kan være svært mht. at søge hjælp er jo, at det er en jungle, for hvad er det, der hjælper. For mig var det vigtigt at min behandling var fagligt funderet. Jeg har brug for, at behandlingen er baseret på videnskabelig evidens, og det er ud fra det, Henriette arbejder. Jeg fik en tid ret hurtigt, og det var vigtigt for mig.
Ved at fortælle min historie kan jeg mærke, at jeg er kommet langt.
Der er faktisk sket vildt meget. Når man er i sådan en proces, er man så bange for ikke at komme ud af det. Bliver jeg førtidspensionist, hvad med vores økonomi osv. Jeg tror nu på, at det lykkes mig at komme tilbage bare i et andet arbejdsliv end før. For ½ år siden var jeg ikke sikker på, at jeg kunne noget. At få prikket til sine forestillinger har været vigtigt. Henriette har hele tiden sagt ”bare rolig du skal nok komme tilbage”, ”det er ikke rart at være i, men du skal nok komme ud af det”.
Jeg tror selv, at jeg er blevet stærkere.
Jeg har lige sendt en ansøgning afsted til et nyt lederjob, og jeg er blevet kaldt til samtale. Jeg er meget spændt, men det føles rigtig godt.
Kærlig hilsen Charlotte, 42 år, leder.